Dansk sæbe: Hvorfor Danmark fik brun sæbe og ikke en Marseille-sæbe

Historien & Håndværket

Udgave 35 · 5 min. læsning

"Hvorfor ikke bruge lækker håndlavet sæbe lavet i Danmark?" Det spørgsmål fik vi forleden under en af vores annoncer, og det er et godt spørgsmål. Der findes dygtige sæbekogere i Danmark i dag. Men hvis man spørger, hvorfor Danmark aldrig fik sin egen Aleppo- eller Marseille-sæbe, begynder svaret ikke i en butik. Det begynder i et køkken for et par hundrede år siden, hvor man kogte sæbe af det, man havde.

Sæbe af det, man havde

Ifølge Lex, Danmarks nationalleksikon, begyndte sæbeproduktionen i Danmark i 1600-tallet. Sæbeværkernes varer var dyre, og derfor lavede mange husholdninger selv deres sæbe af fedt, talg og knogler. Sæbe var ikke en luksus, man købte. Det var noget, man fremstillede af resterne fra slagtningen.

Ordet talgsæbe, sæbe lavet af talg, findes i Ordbog over det danske Sprog med et eksempel fra en farmaceutisk håndbog fra 1823. Talg er det faste fedt fra kvæg og får, og det var en råvare, man havde i et land med landbrug og husdyr.

Aske i nord, soda i syd

Al sæbe opstår på samme måde: fedt eller olie reagerer med en base. Men hvilken base man bruger, afgør, hvilken sæbe man får. Med natrium bliver sæben fast. Med kalium bliver den blød.

Og her ligger den egentlige forskel mellem nord og syd. I de kystnære egne ved Middelhavet havde sæbemagerne adgang til soda, natriumkarbonat. I den arabiske verden kogte man allerede omkring år 700 sæbe af olivenolie og natron, og i middelalderen blev Marseille Europas første store center for sæbe. Resultatet var den faste sæbeblok af olivenolie.

Længere mod nord havde man ikke oliven, og man havde ikke soda. Til gengæld havde man skov. Aske fra træ indeholder potaske, kaliumkarbonat, og den blev brugt til sæbe, glas og tekstiler. Potaske var så eftertragtet, at der i 1600- og 1700-tallet blev brændt mere træ til potaske i det østlige Østersøområde, end der voksede på hele De Britiske Øer og i Nederlandene tilsammen. Skandinavien var et af de områder, der leverede asken.

"Hvor man havde oliven og soda, fik man den faste sæbe. Hvor man havde skov og husdyr, fik man den bløde."

Brun sæbe: Den danske arv under køkkenvasken

Den nordlige sæbe blev altså en anden slags sæbe end den sydlige: blød, lavet af dyrefedt og alkali fra aske, og brugt mere til gulve, tøj og rengøring end til ansigt og krop. Den tradition lever stadig i et produkt, de fleste danskere kender: den brune sæbe. Den laves med kaliumhydroxid i stedet for natriumhydroxid, og derfor er den blød og ikke en fast blok.

Når man ser på det sådan, har Danmark faktisk en sæbetradition. Den står bare ikke ved håndvasken. Den står i spanden ved gulvet.

Fra gryden til fabrikken

Omkring 1790 fandt den franske kemiker Nicolas Leblanc en metode til at fremstille soda af almindeligt salt. Det gjorde sæbe industriel og billigere, og den faste sæbe var ikke længere afhængig af, hvor man boede. I København grundlagde familien Holmblad en sæbefabrik i 1805.

I 1924 åbnede det britiske Lever Brothers en fabrik i Glostrup, der først lavede sæbe under navnet Sunlight og senere især vaskemidler. Fabrikken lukkede i 1986. Undervejs overtog de syntetiske vaskemidler meget af det arbejde, sæben havde haft. Det har vi skrevet om i Sæbe eller sulfo.

Hvorfor Danmark aldrig fik en Aleppo eller en Marseille

Det er ikke, fordi danske sæbekogere var dårligere end de syriske eller franske. Det er, fordi en sæbetradition vokser ud af det, der gror omkring den. Aleppo-sæben findes, fordi der vokser oliven og laurbær omkring byen. Marseille-sæben findes, fordi byen havde olien og havnen. Danmark havde talg, aske og skov, og derfor fik vi den brune sæbe.

I dag findes der mange danske sæbekogere, der laver god, håndlavet sæbe af olier fra hele verden. Det er et ærligt og fint håndværk. Vi har valgt noget andet: at fortælle historien om de sæbetraditioner, der er opstået der, hvor råvarerne gror, og som ikke kan flyttes uden at blive til noget andet. Det har en pris i transport, og det har vi skrevet ærligt om i Er det bæredygtigt at importere sæbe?

To traditioner, ét spørgsmål

Spørgsmålet under annoncen fortjente et bedre svar end en kommentar kan rumme. Danmark har en sæbearv. Den er bare blød, brun og lavet til at skrubbe gulve. Middelhavets arv er fast, af olie og lavet til kroppen. Begge dele er håndværk, der er opstået af det, man havde. Det er netop derfor, de er værd at kende.

Kilder: Lex – Danmarks Nationalleksikon, artiklen sæbe. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: Ordbog over det danske Sprog, "Talgsæbe". Dansk Sygeplejeråd: Sæbe til personlig hygiejne (Sygeplejersken 4/2011). University of Cambridge, Centre for History and Economics: Soap and Ashes. Wikipedia: Holmblad House.

Den bløde sæbe kom fra asken. Den faste kom fra olien. Læs videre om den ældste af dem: historien om Aleppo-sæben.

Se også: Marseille-sæbe 300 g, Græsk olivenoliesæbe 250 g og Traditionelle sæber fra Middelhavet.

— Kroppen som arv