Nablus-sæben: Historien om den hvide terning af olivenolie

Historien & Håndværket

Udgave 30 · 3 min. læsning

Vi har fortalt om Aleppo, om Kreta og om Marseille. Men der er en fjerde by, der hører til i fortællingen om Middelhavets olivenoliesæber, og dens sæbe er måske den enkleste af dem alle. Den kommer fra Nablus.

Tre ingredienser og en by

Nablus ligger på Vestbredden, omgivet af olivenlunde. Byens sæbe, på arabisk kaldet nabulsi, laves af olivenolie, vand og lud. Den færdige terning er elfenbensfarvet og har næsten ingen duft, for der bruges ikke parfume i en ægte Nablus-sæbe.

Traditionen begyndte i hjemmene. Kvinder lavede sæben til husholdningen, længe før de første små sæbeværksteder opstod i 900-tallet. I 1300-tallet var den blevet en betydelig industri for byen, og sæben blev solgt i hele Mellemøsten og i Europa.

Da Nablus lavede halvdelen af landets sæbe

Højdepunktet kom i begyndelsen af 1900-tallet. I 1907 producerede byens 30 sæbefabrikker næsten 5.000 tons om året, over halvdelen af al sæbe i Palæstina. Hemmeligheden var ifølge den syriske historiker Muhammad Kurd Ali enkel: sæben var ublandet og godt lavet.

"Hemmeligheden var ifølge den syriske historiker Muhammad Kurd Ali enkel: sæben var ublandet og godt lavet."

Fra gulvet til tårnet

Fremstillingen følger de samme trin, som du kender fra Aleppo-sæben. Olien koges med lud over flere dage, og den varme masse hældes ud i trærammer, hvor den sætter sig. Derefter skæres den i de klassiske terninger, og hver terning stemples med værkstedets mærke.

Så kommer det, der gør et sæbeværksted i Nablus til et syn for sig: terningerne stables i tårne, der når op til loftet, med hul i midten, så luften kan komme rundt om hver eneste sæbe. Dér tørrer de i alt fra tre måneder til et år, før de pakkes i papir i hånden.

Et håndværk under pres

Fra midten af 1900-tallet gik det tilbage. Et jordskælv i 1927 ødelagde store dele af den gamle by, og siden har årtiers konflikt gjort både produktion og transport vanskelig. Ved udgangen af 2022 var der mindst fem sæbefabrikker i drift i byen, mod 30 et århundrede tidligere.

I december 2024 kom anerkendelsen. UNESCO optog traditionen for fremstilling af Nablus-sæbe på sin liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Samme dag fik håndværket bag Aleppo-sæben den samme status.

Fører vi den?

Ikke endnu. Vi skriver om Nablus-sæben, fordi den hører til i familien af Middelhavets olivenoliesæber, og fordi vi selv er nysgerrige på den. Leder du efter noget i samme ånd, er vores græske olivenoliesæbe den nærmeste slægtning: tre ingredienser og ingen parfume. Vil du have laurbærolien med, er Aleppo-sæben med 20 % laurbærolie det oplagte valg.

Kilder: UNESCO's liste over immateriel kulturarv (2024) og historiske opgørelser over sæbeproduktionen i Nablus.

Se også: Traditionelle sæber fra Middelhavet.

— Kroppen som arv